Borup-Holdet

Billede: Min far Georg Frederiksen - han blev post- aspirant d.1. november 1944.

(Den 5. marts 1945 - den tyske by Køln falder til de allierede styrker, og årskullet fra 1929 bliver indkaldt til militærtjenste i et sidste, desperat forsøg fra nazi-Tyskland på at stoppe de allieredes fremmarch).

Når jeg har besluttet mig for at skrive om denne våbenmodtagelse ved Giesegaard, så skyldes det en historie om min far, som jeg aldrig havde hørt tidligere. Min far har aldrig sagt eller fortalt om den kolde nat i marts 1945, hvor han var meget tæt på at blive pågrebet af tyskerne i forbindelse med en mislykket våbenmodtagelse!

En historie som jeg lidt ved en tilfældighed fik fortalt ved en mine gode venners familiefest, hvor jeg var inviteret med. Her faldt jeg i snak med Ib Zwisler, som spurgte om jeg kendte til den gang, min far var tæt på at blive taget af tyskerne? I en efterfølgende samtale med Ib Zwisler (d.25. april 2014), fortalte Ib om, hvordan min far gemte sig for tyskerne af to omgange!

Af Ib Zwisler

"Din far, Georg var med ude og hente våben ved Giesegaard, da tyskerne pludeslig kom. De havde signaleret til en tysk flyver, som de troede var en engelsk. De kom alle væk - din far gemte sig i en dyb plovfure på en mark, da tyskerne kom. Det var et held at din far ikke blev taget, da en tysk soldat nærmede sig din far, men vendte om! Senere trængte tyskerne ind i skoven, og din far tog flugten på cykel ned til Korsgaarden, hvor han smed cyklen et stykke væk og gemte sig i laden. Han lukkede porten og stod op på cementsokkelen imellem porten og muren og gemte sig, mens tyskerne kørte rundt i området".

Dagen efter, eller et par dage efter besøgte Ib Zwisler min farbror Hakon Frederiksen i Østervang, hvor min far havde fortalt om, hvad der var sket ude i skoven. Ib huskede tydeligt, at min far havde sagt, at han havde været meget bange for at tyskerne skulle finde ham!

Da jeg hørte denne historie fra Ib Zwisler, satte jeg mig for at undersøge de nærmere omstændigheder - ved et tilfælde kom jeg i tale med Jonna & John Helmersen i forbindelse med et foredrag om Borup-holdets våbenmodtagelser i Skovbo-området fra 1943-1945.

Her fortalte jeg om historien og hvad jeg havde hørt om min far - ret hurtigt kom vi frem til, at der måtte være tale om våbennedkastningen mandag d. 5. marts 1945. Ib Zwislers beretning passer godt sammen med Helmuth Barners fortællinger.

Med henvisning til Helmuth Barners bog "Borup-holdets bidrag til våbenmodtagelser 1943-1945" (fra 1993) samt hjælp fra Jonna & John Helmersen, så er det lykkes at danne et billede af, hvad som skete..?

Modtagepladsen "FINN" (Se kort), lå lidt nord for Magleskoven i Giesegaard - tre nætter i løbet af en uge ventede holdet, uden af få våben!

Af Helmuth Barner:

"I to nætter ventede vi forgæves på engelsk maskine, og den trejde nat kom tyskerne. Det var lange og kolde vagter, ikke mindst for os der stod i lyslinien. Ofte ventede vi er par timer udover den normerede tid. Det kunne jo være at piloterne blot havde måtte vente lidt længe på aftenteen. Jens Erik Clausens transporthold var som sædvanligt mødt op.

Vi havde stået og frosset et par timer i et spisehus. Takket være transportsholdets utallige gode historier havde det været til at holde ud. Vi var utrolig glade for de mennesker. Et stykke efter tidsfristens udløb begyndte modtagerholdet at sive hjemefter i spredt fægtnig.

Da ca. halvdelen var forsvundet og de 3 biler gjort klar til afgang, kom en maskine fra nord/øst ind over pladsen. Rasmussen (Skovfoged Rasmussen) hævder, at vi blinkede til den. Jeg vil hævde, at ikke lyste eller morsede til den. Maskinen var så højt oppe, at kontakt ikke var mulig, og i øvrigt havde jeg fået nok af at blinke til uidentificerede fly. Vi var klar over, at nu gjaldt det om at komme afsted.

Transportholdet kørte afsted mod Slimminge, og netop som de var drejet fra skovens vej ud på vejen (Egelundsvej) mod Slimminge, kom 3-4 tyske biler ind i skoven, kørte forbi savværket og ned mod Giesegaard. Var tyskerne kommet 2 minutter tidligere, ville de have set vores biler, og så havde vi fået et mindre bravalla-slag. Tyskerne kørte videre rundt i skoven og gjorde til sidst holdt. Vi benyttede lejligheden til at liste hjem.

Kl. ca. 03.30 om natten kom tyskerne igen og purrede mandskabet på avlsgården op til forhør ude i stalden. Der skete dog intet. Næste morgen var der patruljer overalt. Jeg var længe om at komme i hus den nat. Faktisk lå jeg et par timer i en grøft med udsigt til huset. Tyske biler kørte forbi et par gange.

Til sidst blev der ro. Skovfoged Rasmussen og jeg talte om, at det var forunderligt, at tyskerne ikke henvendte sig til førstemændene. Vi var jo glade for det, men følte os en smule oversete."

Det bør tilføjes, at der er vis uklarhed med hensyn til, om der var 3 udkald til nedkastningspladsen "FINN". London registrerer kun d.4 og 5. marts. Borup-holdet hævder, at de også var der d.28. februar.

Modtagerholdet troede at det var en tysk maskine som var fløjet over dem og slået alarm til landjorden. Men den engelske pilots rapport, viser det sig at det ikke var en tysk maskine, men derimod den engelske maskine som havde overfløjet nedkastningspladsen. Piloten havde opservert lys nede fra skoven og viste at det måtte være tyskerne - derfor nedkastede de ikke containerne den nat, men vendte tilbage til England. Den oplysning fik holdet bare aldrig.

På baggrund af dette, så var det held i uheld - tænk hvis nedkastningen havde fundet sted, og folkene havde været i gang med at samle containere, da tyskerne ankom! Det er dog fortsat uklart, hvorfor tyskerne vidste at der skete noget i skoven den nat...

Billede: Helmuth Barner

I efteråret 1944 dannedes den midtsjællandske våbenmodtagergruppe kaldet Borup-holdet. Det havde opgaver af samme slags som Hvidstengruppen.

Borupholdet tog imod cirka 125 containere med våben fra englænderne. De blev kastet ned over markerne omkring Ringsted, Lellinge, Køge, Valore, Svenstrup, Giesegård og Borup. Borupholdet arbejdede sammen med grupper fra blandt andet Osted og Roskilde. Våbnene blev sendt videre til frihedskæmpere fra Sjælland og i København.

Lederen af Borupholdet, Helmuth Barner, skrev i 1993 bogen "Borupholdet 1943-1945" om gruppens oplevelser. Tilbage i 1973 interviewede Jimmy Stahr, på privat basis, personerne fra Borupholdet samt den markante modstandsmand Stig Jensen. Han boede i København og havde under besættelsen 'sommerhus' på Laurentziuslund ved Skjoldenæsholm, hvorfra han ledede aktionerne.