"Hulen i skoven"

Billede: Ejner von Sachefecke og Georg Szlavik i 1945. (Fra min fars fotoalbum).

Som en ekstra bonus vil jeg gerne fortælle historien om de tre ungarske desetører, som flygtede og gemte sig i Giesegaardskoven ved krigens slutning. Denne begivenhed var min far Georg Frederiksen en "lille" del af, da han hørte med til den inderkreds som kendte til ungarnes eksistent og gemmested i skoven.

Som et bevis på den takmenlighed som Georg Szlavik havde for dem, som hjalp ham/dem under flugten, så inviterede han søndag d.14. april 1985 inderkredsenen til middag på daværende Slimminge Kro. (Se billederne længere nede i stykket)

Udover hvad jeg vidste om historien fra min far, så fik fortællingen ny næring, da jeg søndag d.2. februar 2014 for sjovt søgte på navne Georg Szlavik på nettet. Som det første forslag på goggle, da kom jeg ind på hjemmesiden: www.deungarskesoldater.dk af freelance forfatter Søren Peder Sørensen. Jeg kontaktede Søren P. Sørensen, for at hører om jeg måtte benytte hans matriale som et supplement til min hjemmeside? Det fik jeg lov til og i omvendt gestus kunne jeg sende billeder til Søren af de to ungarere fra min fars gamle fotoalbum.

Beretningen om ungarne er skrevet ud fra fortællinger fra min far Georg Frederiksen, Carl Georg Rasmussen, Tidl. Skovløber Kristian Rasmussen og fra Søren P. Sørensens hjemmeside.

Under 2. verdenskrig udgjorde ungarske soldater i Danmark en hær på ca. 12.000 mand - alle tvangsudskrevet til tysk militærtjeneste. Den største part af de ungarske soldater var rekrutter, som ankom til Danmark i slutningen af januar 1945. Udover de militære enheder ankom der også et stort antal civile personer bl.a. kvinder og børn.

Hovedmålet var at de skulle have militær træning, så de i hast kunne sendes til fronten. Men i de fleste steder kom til at erstatte tyske enheder bl.a. med bevogtning af jernbaner, kyster m.v. Disse træningslejre var blandt andet i Oksbøl i Vestjylland. Hovedparten af ungarske militære enheder var koncentraret langs den jyske kyststærkning fra Fanø i syd til Hanstholm i nord. På Sjælland var en bataljon indkvarteret i Høveltelejren i Birkerød - en anden bataljon holdt til ved Hvalsø, og en trejde i Odsherred. Ligeledes på Bornholm var der indkvarteret ungarske enheder i krigens sidste uger nær den tyske flyveplads i Rønne.

Ved krigens slutning havde flere ungarske officerer taget kontakt til den danske modstandsbevægelse, hvor de afgav løfte om, at alle ungarske enheder i tilfælde af en allieret invasion, ville kæmpe på dansk side imod den tyske besættelsesmagt. Ved tyskernes kapitulation lørdag d.5. maj, kl. 08.00., blev de ungarske soldater efter ordre fra England sendt i krigsfangenskab i Tyskland. De ungarske enheder, som opholdt sig i Jylland og på Sjælland blev sendt til den britiske besættelseszone i Tyskland. Yderligere en enhed på 400 soldater som var på Bornholm, blev senere sendt i russisk fangenskab, som for mange var ensbetydende med døden!

Som nedenstående kan læses, så var Georg Szlavik og Ejner von Sachefecke særdeles heldige med, at de nåede at flygte i tide før krigens afslutning. Af samme grund undgik de både at blive sendt til Berlin i et desperat forsøg på at forsvare byen til det sidste samt senere at blive sendt i krigsfangenskab i Tyskland.

Billede: Georg Szlavik slapper af med lidt læsning på landet. (Fra min fars fotoalbum)

Georg Szlavik var født d.??? og opvokset i den ungarske by Sopron i det nordvestlige Ungarn tæt på den østrigske grænse. Under 2. verdenskrig læste han på Teknisk Højskole i Budapest, hvorved han i første omgang slap for at gøre militærtjeneste. I efteråret 1944 blev han dog indkaldt, og i december 1944 blev han med sine kammerater sendt til det østlige Tyskland for at få militær træning.

Efter nytåret blev kompagniet vidersendt til Stettin (i det nuværende Polen) ved Østersøen. Få dage før byens fald, i februar 1945, fik kompagniet marchordre. Fra Warnemünde blev de sejlet til Gedser og derfra videre til Haslev på Midtsjælland, hvor de blev indkvarteret i en sportshal.

”I løbet af et par uger blev vi klar over, at danskerne ikke var tyskvenlige. Tværtimod, men de smilede til os når vi sang vore ungarske sange. Vi kom til at tro på, at i dette land havde vi en chance for at flygte fra det forhadte militær”.

Billede: Ejner von Sachefekke sammen med min far i den mørke jakke foran mit barndomshjem på Slimmingevej 80 i Vestervang. (Fra min fars fotoalbum)

Natten imellem d.7. til 8. april 1945 deserterede Georg Szlavik, Ejner von Sachefecke samt en trejde ungarer under en øvelse, da de overnattede i den del af Giesegaardskoven som hed "Friheden" på modsatte side af skovløberhuset (nr.254) ved landevejen imellem Køge og Ringsted. I nattens muld og mørke listede de væk fra lejren og vandrede det meste af natten. Til sidst fandt de et passende sted i en granplantage, hvor de byggede en bivuak af grene. Den næste dag forsvandt den ene af de tre kammerater, og de så ham aldrig igen!

Som tiden gik, drev sulten dem til at tage kontakt - de tog chancen og bankede på døren hos skovfoged Poul Hugo Rasmussen i "Porthuset" (nr. 91) tidligt om morgen d.8. april. Det var konen Sigrid og sønnen Carl Georg som åbnede døren til de to ungarske desetører, som stod udefor i deres beskidte tyske uniformer og spurgte efter mælk. Sigrid blev meget forskrækket, men ungarne forklarede med håndtegn og grinmasser, at de ikke ville familien noget ondt. Herefter tog familie Rasmussen godt imod dem og de blev budt på middag med kartofler, brun sovs og frikadeller.

I en måned gemte de to ungarske desertører sig i deres selvbyggede skov-bivuak - det var lange dage og nætter med kulde og fugt. Under flugten fra lejren havde de taget en tysk militærrieffel med sig, som de nedlage et råvildt med. Skovfoged Poul H. Rasmussen kendte til det nedlagte dyr og det var jo krybskytteri! Han var meget i tvivl om, han skulle sige noget til daværende greve Frederik Brockenhuus-Schack, men valgte ikke at nævne noget.

Af Carl Georg Rasmussen (Søn til Forhv. Skovfoged Poul Hugo Rasmusen)

"Især to begivenheder står klart i min ertndrig:

Vi boede i skovfogedboligen "Porthuset" under Giesegaard. Jeg kendte intet til fars natlige aktiviteter, men hørte ofte "Her er London" med nyheder og hilsner til Danmark. Jeg spurgte far, hvorfor der var hilsner til Tove, Hanne osv. Far svarede bare, at de nok havde fødselsdag!

I 1945 bankede det på køkkendøren en tidlig morgen, og to lidt forkommene soldater i tysk uniformbad forsigtigt min mor om milch. Min mor blev naturligvis lidt forskrækket, men gav dem lidt nymalket komælk. Hun lå ofte vången om natten, med 4 sovende børn, og lyttede til forpasserende biler - og nu dukkede to tyskere op og henvendte sig direkte til hende. Det viste sig snart, at der ikke var tale om tyskere, men om to deserterede ungarer fra den tyske garnision i Ringsted. De havde skudt sig fri og levede nu i Giesegaardskovene. Far havde også fundet rester af et rådyr, som de havde nedlagt of fortæret. Han havde også bemærket en primitiv hytte i en grantykning. Som skovfoged og jagtbetjent var far vant til at jage krybskytter, men han fattede hurtigt sammenhængen, og de to ungarer blev hjulpet og levede skjult indtil befrielsen.

Den anden oplevelse, som står dybt printet i erindringen, var nedskydningen af en tysk Me 110 over Slimminge".

(Se under Våbenopsamlinger og Øjenvidner).

På befrielsesaften d.4. maj 1945 blev Georg Szlavik og Ejner von Sachefecke overrasket af en af de få som kendte til at de boede i skoven, mens de lå og sov i deres bivuak. Han fortalte dem, at tyskerne havde kapituleret, og at krigen var slut! De blev herefter ført til en dansk familie, hvor de overnattede. Fordi de var deserteret fik de lov til at blive i Danmark efter krigen. De fik flygtninge-status og kom under forsorg af Dansk Røde Kors, hvilket blandt indebar, at de fik arbejdstilladelse i Danmark.

Billede: Et par frie ungarere på cykeltur igennem Gørslev. (Fra min fars fotoalbum)

I brevet omtalte Georg Szlavik de danskere, som hjalp ham og Ejner von Sachefecke i de svære uger under deres flugt fra den tyske væremagt som uselviske mennesker, som turde risikere deres egen sikkerhed for to vildtfremmede mennesker. De blev deres venner for livet.

"De medvirkede strækt til, at jeg atter fik troen på menneskerne tilbage, en tro, som jeg var meget nær ved at miste i det halve år i min såkaldte krigstjeneste."

Georg Szlavik blev i Danmark efter krigen - hans kammerat Ejner von Sachefecke, som han deserterede med, emigrerede til Canada, men de bevarede kontakten og venskabet med hinanden indtil Georg Szlavik døde i ???