Historien bag P-51

Billede: Reklame plakat fra North American Aviation.

Mustangen var ubetinget det bedste af de amerikanske jagerfly under Anden Verdenskrig og  slog alle andre USAF-typer i såvel hastighed, manøvreegenskaber og rækkevidde.

Så meget mere mærkeligt forekommer det, at flyet i sin tid kun med nød og næppe blev antaget af det amerikanske flyvevåben, og at det oprindeligt blev til på baggrund af britiske specifikationer til en afløser for de Curtis P-40, som briterne havde købt eller byttet sig til hos amerikanerne, men - som erfaringen havde vist - var uegnede til den europæiske luftkrigs forhold.

Med den kommende ”Låne- og lejelov” håbede briterne imidlertid at kunne nyde gavn af USA’s mægtige produktionsapparat og tog kontakt til North American Aviation.

North American, der nøje havde fulgt udviklingen i luftkrigen i Europa, havde allerede udarbejdet en skitse i store træk til et jagerprojekt, som skulle kunne imødekomme europæernes krav, men først efter megen skepsis og mange forbehold enedes British Air Purchasing Commission i april 1940 med virksomheden om at få fremstillet en ny jager. I lyset af den alvorlige krigssituation måtte en prototype være klar inden for tre måneder!

North American var ikke fuldbefaren i design af jagerfly, men briternes yderst gode erfaringer med virksomhedens træningsfly AT-6 Harvard gjorde, at de overvandt deres betænkeligheder, og den 29. maj afgav de ordre på 320 stk.

Alt i alt fremstod Mustangen, som den blev kaldt af RAF, med smukke rene linjer i sin slanke helmetalsudførelse. Med sin Allison V-1710-39 motor på 1.100 hk og en totalvægt på 3.780 kg opnåede Mustangen over 600 km/t, hvilket var hurtigere end nogen anden samtidig jager inklusive den noget mindre Spitfire, som medførte omkring den halve mængde brændstof.

Produktionen indledtes næsten straks i et foreløbig beskedent omfang, da Storbritanniens ordrer var forholdsvis små , fordi Låne-og lejeloven endnu ikke var forhandlet helt på plads, og alt militært udstyr derfor skulle betales med hårde kontanter (der blev efter de meget lovende prøveflyvninger afgivet bestilling på yderligere 300 stk).

Så snart de første maskiner var ankommet og testet, så man, at de var kolossalt overlegne sammenlignet med alle tidligere amerikanske jagere, men Allison-motoren gjorde flyet uegnet til normale jageropgaver, da den kun gav Mustangen ringe stigeevne og tabte pusten allerede i mellemhøjde.

Mustangens kraftige bevæbning indebar et godt jord-angrebspotentiale og dens store hastighed i lave højder gjorde den ideel til taktisk rekognoscering, hvorfor den kom i intensiv tjeneste hos RAF Army Co-operation Command fra den 27. juli 1942. Med to selvtætnende tanke på i alt 720 liter var rækkevidden maksimalt 800 km. De bestilte 620 stk. Mustang I og Ia (Ia med fire 20 mm kanoner i st.f. maskingeværerne) kom til at udstyre i alt 19 RAF-eskadriller.

I USA var der ikke megen interesse for Mustangen. Alt hvad USAAF kunne tilbyde var at ville modtage to gratis testeksemplarer under betegnelsen XP-51, hvis jageren overhovedet blev sat i produktion.

I England foretog man mange eksperimenter med Mustangen. Det vigtigste – og som førte til et kæmpespring fremad i Mustangens udvikling – fandt sted i efteråret 1942, da man krydsede, hvad man anså for det hidtil bedste jagerdesign, med den bedste flymotor (i hvert fald uden for Tyskland) - nemlig Merlin-motoren. Fire fly udstyredes med Merlin 61 og 65 motorer, firebladet propel til at omsætte den ekstra kraft og (forskellige) ekstra-kølere til at supplere den oprindelige. Disse maskiner blev kaldt Mustang X, og de var klar til test i løbet af seks uger.

I løbet af 1943 kom der gang i to produktionslinjer til Merlin-motoriserede Mustangs P-51B og P-51C (samme fly, forskellige fabrikker). Karburatorernes luftindtag var flyttet fra motorkappens overside til undersiden og forstørret, en intercooler var kommet til, køleren gjort dybere, flyets linjer forbedret og hele flyet forstærket – specielt flykroppen. De første eksemplarer blev leveret til USA’s Ottende Luftflåde i Storbritannien den 1. december 1943. Den 13. december satte de rekord i langdistanceeskorte på et 1.570 km langt togt til Kiel og tilbage, men tyskernes forskrækkelse var ikke noget imod det chok, de fik tre måneder senere, da Mustangs ledsagede et B-17 og B-24 bombetogt alle 1.760 km til Berlin og hjem igen. Med Mustangs, der ledsagede bombeflyene helt til deres mål og derefter var i stand til at møde de tyske jagere på lige fod efter at have smidt droptankene, havde Tyskland fået et alvorligt taktisk problem. Dagbombningen af den tyske våbenindustri fik nu et mægtigt skub fremad i mod 2. verdenskrigs afslutning og Tysklands endelige fald..!